Konsulent til F2-applikationssupport

Drivkraften er forskellig blandt vores dygtige konsulenter i cBrain Support:

  • Nogle elsker detektivprocessen - at finde årsagen til et problem gennem informationsindsamling, eksperimenter og analyse. Det er de medarbejdere, der ønsker, vores sociale aftener afvikles som escape-room arrangementer.

  • Andre drives af at engagere sig i vores kunders problemer og arbejde sammen med dem om praktiske løsninger på daglige problemer. Det er dem, der udfylder rollen som kundernes ambassadører og sikrer, at cBrains Commercial-Off-The-Shelf software platform ikke blot udvides med ny funktionalitet som AI-assistant, men også med løbende forbedringer.

  • For atter andre er arbejdsglæden i top, når presset er størst. F.eks. når borgere og nogle af landets vigtigste institutioner rammes af nedbrud, og vi sammen med myndigheder og andre leverandører intenst arbejder på sagen.

Fælles for alle er stor viden om brugen af F2 og et ønske om at gøre en positiv forskel for cBrains kunder, når de rapporterer problemer med F2.

Vores kunder er typisk ministre og stabsfolk i ministerier og styrelser. De danske myndigheder er verdens mest digitaliserede, og cBrain er en central leverandør, da 19 ud af 23 danske ministerier benytter vores F2-produkt. Ud over dette stærke, lokale fundament fortsætter cBrain sin vækst i udlandet. Til vores Services Team på 20+ kolleger søger vi nu supportkonsulenter til at støtte både danske og internationale kunder.

Om cBrain

cBrain er en innovativ virksomhed, der selv udvikler og leverer Commercial-Off-The-Shelf (COTS) software løsninger til både offentlige og private kunder. Vores mål er at skabe effektive arbejdsgange og forbedre kundernes og borgernes oplevelse gennem smarte digitale løsninger. Er du borger i Danmark, har du højest sandsynligt selv brugt vores løsninger, når du har været i kontakt med det offentlige.

Om stillingen

Som supportkonsulent i Services er du med til at holde vores kunder i luften og sikre, at de får mest muligt ud af deres F2-løsninger.

Vi udfører 2nd og 3rd line support og arbejder direkte med vores kunders superbrugere, administratorer og systemejere. Internt arbejder teamet sammen med drifts- og installationsteams samt specialister i Consulting, R&D og udviklere af kundespecifik funktionalitet.

Teamets daglige opgaver:

  • Dialog med kunder, der har spørgsmål eller rapporterer problemer med deres brug af F2. Dialogen foregår pr. telefon, via videomøder eller gennem vores helpdesk-system.

  • Besvarelse af kunders hvordan-gør-jeg-forespørgsler.

  • Indhentning og gennemgang af information, f.eks. manualer, kundespecifik opsætning og logs.

  • Genskabe og undersøge driftsproblemer på lokale testsystemer.

  • Planlægning og udførsel af root cause analysis for komplicerede problemer. Koordinering af dette med specialister hos kunden og i andre cBrain-afdelinger.

  • Opfølgning, opsamling og dokumentation af issues.

  • Opdatering af vidensbaser.

  • Planlægning og levering af rettelser til fejl. Oprydning i evt. fejlbehæftet data i samarbejde med andre afdelinger i cBrain.

  • Introduktion af nye kunder til support.

  • Overtagelse af nye løsninger, når disse sættes i drift hos kunderne.

Desuden er det blandt teamets kerneopgaver, at:

  • Deltage i task-forces ved kritiske hændelser.

  • Afholde løbende statusmøder med udvalgte kunder.

  • I samråd med cBrains client engagement enhed at prioritere arbejdet ved driftsproblemer.

  • Identificere og eskalere problemer og situationer, der berettiger kunders og/eller cBrains ekstraordinære indsats, f.eks. sikkerhedshændelser.

  • Gøre generelle problemer synlige for resten af cBrain organisationen og løbende foreslå forbedringer til F2, der vil lette kundernes brug af deres løsning.

Den ideelle kandidat opfylder flest mulige af disse kriterier

Erfaring:

  • Du har IT-faglig baggrund, f.eks. fra ITU eller DTU.

  • Du har indgående erfaring som slutbruger af F2 med bred forståelse af funktionalitet. Du har tilmed nogen erfaring med opsætning og administration af F2-løsninger, f.eks. som systemejer eller administrator.

  • Du har en vis indsigt i arbejdsgange og administration i offentlige myndigheder, herunder sagsbehandling.

  • Du har erfaring fra en rolle i kundeservice, support eller lignende.

Kompetencer:

  • Du kan kommunikere klart og effektivt, mundtligt og skriftligt, på dansk og engelsk.

  • Har du derudover tyske sprogkundskaber, vil dette blive betragtet som en fordel.

  • Du har stærke analytiske evner og en struktureret tilgang til problemløsning.

  • Du tager initiativ og ansvar, kan koordinere og formår at få andre til at bidrage til problemløsningen.

  • Du kan holde hovedet koldt under pres. Også når dine kunder og samarbejdspartnere ikke kan.

Personlige karakteristika:

  • Du drives som dine kolleger af nysgerrighed, ønsket om at hjælpe og af at deltage i et stærkt fællesskab.

  • Du trives i en travl og sommetider uforudsigelig hverdag, hvor der er behov for både selvstændighed og teamwork.

  • Er nysgerrig på teknologi og ivrig efter at lære nye systemer og værktøjer. Du tager dig jævnlig tid til at grave et spadestik dybere for at øge din viden.

  • Du har ambitioner og sætter barren højt, ønsker at udvikle dig selv og dine omgivelser, men accepterer også egne og andres fejl.

  • Du kan sikkerhedsgodkendes til ”Hemmelig”, hvilket er nødvendigt i denne betroede stilling.

Vi tilbyder:

  • En hverdag, hvor du får lov at udfolde dig, og hvor dine nærmeste kolleger er dit sikkerhedsnet, når der er behov for det.

  • Et spændende og dynamisk arbejdsmiljø, hvor gode ideer og initiativer omfavnes.

  • Fagligt og personligt engagement med kolleger, der kan lide hinanden og er trygge ved at udfordre hinanden.

  • Personlig og faglig udvikling med udgangspunkt i dine erfaringer og kompetencer og i overensstemmelse med dine ambitioner.

Er du interesseret og har den rette baggrund til jobbet?

Så send din ansøgning, CV og eksamensbeviser allerede i dag. Vi indkalder kandidater til samtale løbende - men vi venter naturligvis på den rigtige kandidat.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Nina Lillelund, HR Business Partner, på nil@cbrain.com.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Member Login
Welcome, (First Name)!

Forgot? Show
Log In
Enter Member Area