cBrain har vundet et udbud i Kenya. cBrain skal levere en national digital platform, som skal understøtte udvidet producentansvar og cirkulær økonomi.
Cirkulær økonomi, reduceret plastikforurening og udvidet producentansvar er vigtige områder i den globale klimadagsorden, og områder som stadig flere lande og EU arbejder med.
cBrain skal levere en digital løsning, som understøtter hele værdikæden, herunder registrering af alle aktører, betaling af materiale- og affaldsafgifter samt udbetaling af subsidier til de aktører, som sikrer genbrug. Den nye digitale platform vil samtidig kunne levere nationale markedstal for den cirkulære økonomi, herunder mængder og genbrug.
Den nye platform baseres på cBrains standardsoftware F2, som i kraft af teknologien hurtigt kan konfigureres til at understøtte de relevante processer på en effektiv og gennemsigtig måde, hvilket er helt afgørende for, at ambitionerne om reduceret forurening og øget genanvendelse bliver til virkelighed.
Klimasoftware til myndigheder udgør et stadig vigtigere element i cBrains vækst- og eksportstrategi, og cBrain påbegyndte i sommeren 2021 opbygningen af en dedikeret enhed, som skal understøtte satsningen på klimasoftware. Som led i dette arbejde har cBrain øget sit engagement i relation til den globale klimadagsorden, bl.a. med deltagelse på COP26 i Glasgow.
Aftalen underbygger cBrains internationale satsning og initiale succes, som leverandør af klimasoftware til myndigheder.
—-
Kenya arbejder med en ny ambitiøs lovgivning, som indfører udvidet producentansvar i Kenya for at fremme en cirkulær økonomi med mere genanvendelse og mindre affald.
Den nye lov betyder, at alle virksomheder, som sælger varer i Kenya, holdes ansvarlig for det affald, deres produkt skaber. I praksis betyder det, at alle virksomheder skal betale en afgift for den emballage (plast, glas, pap, aluminium osv.), som indføres på det kenyanske marked.
Parallelt hermed etableres en fuld værdikæde, som understøtter den cirkulære økonomi fra producent til genbrug, idet der indføres betaling til de aktører, som sikrer indsamling, sortering og genbrug af materiale.
—-
Som leverandør til bl.a. Miljøstyrelsen har cBrain opbygget ekspertise og en bred portefølje af F2-baserede løsninger, som understøtter myndighedernes arbejde i relation til klimaindsatsen.
cBrain kalder denne type af løsninger for “klimasoftware”, og ved at understøtte en hurtig digitalisering af myndighedsprocesser kan cBrain bidrage til klimaindsatsen, herunder både genopretning af naturen og reduktion af drivhusgasudledning.
Aftalen med Kenya er derfor vigtig for cBrain. Den giver cBrain en stærk position som EPR-leverandør (den internationale betegnelse for “Udvidet producentansvar”: Extended Producer Responsibility), og cBrain har en forhåbning om, at den nye digitale platform til Kenya vil kunne anvendes i andre lande, i takt med at landene indfører lovgivning på området.
Løsningen til Kenya skal leveres som en cloud løsning. Dette underbygger, at løsningen nemt vil kunne eksporteres og genanvendes i andre lande og regioner.