cBrain har indgået kontrakt med Folkekirkens IT om leverance af et nyt sags- og dokumenthåndteringssystem (ESDH) til 500-600 brugere og 800-1.000 eksterne udvalgsmedlemmer baseret på cBrains standardsystem F2.
Aftalen er vigtig, fordi den viser, at cBrain fortsat vinder markedsandele som leverandør til den danske centraladministration, hvor 12 ministerier nu har valgt F2 som deres digitale produktionssystem.
cBrain annoncerede i starten af juli, at selskabet havde indgået kontrakt om leverance af F2 til Finansministeriets koncern, herunder departementet, Digitaliseringsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen, Statens Administration og Statens IT. Den nye aftale er derfor også vigtig for cBrain, fordi det er anden gang inden for kort tid, at cBrain vinder en aftale, som dækker leverance til et samlet ministerområde, i dette tilfælde omfattende departementet, stifterne og provstierne.