cBrain har netop indgået sin hidtil største kontrakt i Tyskland. Der er tale om det 5. offentlige udbud, som cBrain vinder på det tyske marked.
Aftalen er en 4-årig rammekontrakt, som omhandler en udbygning af eksisterende aktiviteter hos en stor myndighed i centraladministrationen i Berlin.
Ordren er vigtig for cBrain, fordi den underbygger, at det er lykkedes cBrain at komme ind på det tyske marked, og at F2 bliver vel modtaget hos medarbejdere i den tyske forvaltning.
cBrain nævnte i sin seneste kvartalsmeddelelse, at selskabet var blevet tildelt en ny ordre i Tyskland. Det er denne tildeling, som nu er færdigforhandlet og underskrevet. Ordren betyder, at cBrain udbygger den lokale organisation i Tyskland, som, i samarbejde med cBrains danske konsulenter, står for leverancerne i Tyskland.