cBrain indtager førstepladsen på Top 10 listen over årets højdespringere i Økonomisk Ugebrevs Rating af CSR Rapportering efterfulgt af virksomheder som Christian Hansen og Tryg. Vi har for første gang udskilt vores CSR rapportering i en selvstændig rapport, som samtidig udgør virksomhedens rapportering til FN på de 10 principper og som anvender ESG standard til at dokumentere performance.
Baggrunden er en offensiv CSR strategi, hvor vi læner os direkte op ad Verdensmål 16 om stærke og transparente demokratiske institutioner. Et mål som vi mener kun realiseres for alvor, ved at tænke digitalisering intelligent ind i processerne, og som netop udgør kernen i cBrains mission som ”the process company”. Verdensmål 16 er på flere måder noget overset, og derfor ser vi det som en spændende udfordring som leverandør til de offentlige virksomheder og andre compliance tunge organisationer, at kunne byde ind på dette felt. Da vi for snart tre år siden formulerede vores strategi, blev vi skarpere på vores mission og på vores vækststrategi såvel nationalt som internationalt.
Det blev os klart, at bureaukrati på mange måder er en forudsætning for demokrati, og at digitaliseringen på en lang række områder har undermineret sunde bureaukratiske principper. Ved at kunne implementere et standardsystem i f.eks. offentlige myndigheder, som er bygget ud fra en dyb forståelse af forvaltningsmæssige principper og som kan konfigureres dynamisk til en hvilken som helst fagproces, så har vi skabt en hel ny, hurtig og sikker tilgang til at kunne digitalisere fagprocesser. Derfor er tagline for vores CSR rapport: It is all about delivery. Digital bureaucracy.
Som et led i CSR indsatsen har vi udviklet en række politiker og principper deriblandt en skattepolitik. Noget usædvanligt for en smallcap virksomhed, hvor mange af de store selskaber endnu ikke opererer med skattepolitikker under samfundsansvaret.
Vores medarbejdere har taget godt imod initiativet, og vi har f.eks. gennemført workshops for de som er interesserede i at vide mere og bidrage med ideer. Noget som vi vil følge op. Lige nu er vi i gang med at implementere Code of Supplier og oplever, at der bliver taget vel imod initativet.
Vi er glade for og stolte over, at indsatsen har givet sig udtryk i en førsteplads som årets højdespringer, og ser frem til at fortsætte arbejdet.