Udviklet i samarbejde med Højteknologifonden
Mange ministerier, styrelser og fonde administrerer tilskudsordninger. Der er derfor et generelt behov for løsninger, som kan understøtte en digitalisering af de administrative processer i forbindelse med tilskudsadministration.
cBrain lancerer nu en ny digital løsning, som understøtter og effektiviserer processerne omkring tilskudsadministration.
Løsningen er designet i samarbejde med Højteknologifonden. Løsningen understøtter processer vedrørende ansøgning og selvbetjening via nettet for ansøgere, sagsbehandling, indstilling og vurdering af ansøgninger, administration af tildelte midler samt ledelsesrapportering.
Specielt noteres det, at den nye løsning understøtter betjening af bedømmelsesudvalg og bestyrelse via iPad. Der anvendes normalt store mængder papir ved vurdering af ansøgninger, men med den nye løsning sker mødeafvikling og vurdering papirløst.
Den første kunde som anvender løsningen er Højteknologifonden. Højteknologifonden investerer risikovilligt i udvikling, der skaber vækst og arbejdspladser. Højteknologifondens portefølje tæller i dag landets universiteter, hospitaler og 259 virksomheder i Danmark.