Roskilde Universitet (RUC) har indgået kontrakt med cBrain om at indføre cBrains F2-løsning. F2 er en integreret digitaliseringsplatform, som gør det muligt at opnå betydelige effektiviseringsgevinster gennem en digitalisering af sagsgange, arkivering, vidensdeling og kommunikation.
En række offentlige organisationer, herunder departementerne i 5 ministerier, har indført F2-løsningen som deres digitale platform for sagsbehandlingen. Klima & Energiministeriet samt Transportministeriet modtog digitaliseringsprisen 2011 for deres implementering af F2, hvor begrundelsen for pristildelingen bl.a. var de effektiviseringsgevinster, som ministerierne har opnået gennem F2-projektet.
Som led i cBrains vækstplan arbejder cBrain på at udbrede F2-løsningen bredere indenfor det offentlige område. Aftalen med RUC er derfor vigtig for cBrain, fordi cBrain hermed styrker sin position udenfor centraladministrationen.